Metakognitiv terapi

 

Metakognitiv terapi er en effektiv behandlingsmetode ift. psykisk mistrivsel, som hører under den 3. bølge for kognitive terapier. Denne behandlingsform er transdiagnostisk, hvilket betyder, at den kan anvendes på de fleste psykiske lidelser.

Der er tale om en relativt ny retning inden for psykologien, og den er markant anderledes i forhold til alle de andre psykoterapeutiske behandlingsmetoder. Den afgørende forskel er, at man inden for den metakognitive tilgang ikke mener, at det er tankernes indhold eller følelserne, der er det vigtigste for vores psykiske trivsel eller mangel på samme, men det er til gengæld vores metakognitioner, dvs. tanker om tanker, følelser, kognitive processer osv. Med andre ord skal problemet søges i valget af copingstrategi og ikke i tankerne eller i de oplevede følelser.

Vi har alle overbevisninger (metaantagelser) om, hvordan tanker, følelser og kognitive processer (fx hukommelse, opmærksomhed, koncentrationsevne osv.) fungerer, eller hvor stor betydning bestemte tanker eller følelser skal have. Det er netop disse overordnede overbevisninger om tanker, følelser og andre psykiske fænomener, metakognitiv terapi beskæftiger sig med.

Vi er tænkende væsner. Vi tænker meget, og vi tænker det meste af tiden. Det er helt normalt. Idet der er så mange tanker, der går igennem vores hoved, er det således, at tankernes indhold er varieret i indhold og kan rumme mange forskellige karakteristika: glade tanker, triste tanker, bekymringstanker, grimme tanker, katastrofetanker osv. Det er atter universelt og helt normalt. Det, der gør, at vi er forskellige, er, hvordan vi reagerer på vores tanker, dvs. om vi kan lade dem være i fred uden at gruble eller bekymre os unødvendigt meget. Bekymringer og grublerier er nemlig nogle af de mest typiske uhensingtsmæssige copingstrategier, der ligger bag psykisk mistrivsel, og det er netop disse ufrugtbare processer, den metakognitive tilgang anfægter.

Kan du løse et problem uden at bekymre dig eller gruble, gruble og atter gruble? Svaret er ja. Så hvorfor blive ved med at bruge en strategi (fx bekymringstanker eller grublerier), som på den ene side ikke virker, og på den anden er skyld i angst, depression, stress og andre psykiske vanskeligheder? Metakognitiv terapi tilbyder metoder, der gør dig i stand til at styre tankeprocesser og således “blive herre i eget hoved” og “ven med din hjerne.”

Læs mere på vore nye hjemmeside. NEOKOGNITIVT INSTITUT

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/0/3/c/psykologia.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405